>Bagsideforedrag - Kim Leine<

Tunu er grønlandsk for ryg, bagside, og handlingen i romanen er da også henlagt til Østgrønland, bagsiden af Grønland.

Man kan diskutere, om "Tunu" er en roman, for den består af en række novellistiske fortællinger med små forløb, men de foregår samme sted og har et gennemgående persongalleri. En gennemgående korrespondance mellem chefdistriktslægen og Jesper om et tvivlstilfælde danner en kontinuitet.

I centrum står den danske sygeplejerske Jesper, alias Kim Leine, der er ansat på den lille bygds sygeplejestation og helt overladt til sig selv. Rundt om ham grupperer sig den lille bygds blandede befolkning, som er sat op med en beundringsværdig kraft og anskuelighed fra pigerne på det årligt pokalvindende fodboldhold til de gamle, resignerende udlevede.

Der er i bygden et ret frit syn på seksualitet: Man kommer, og man går fra seng til seng - uden kommentarer. Mange lever aldeles vilkårligt og med et utæmmeligt livsmod, andre lever som den vingeskudte Justine i angst for uhelbredelige sygdomme. Der er små, beskedne kærlighedshistorier ind imellem, men man binder sig helst ikke. Der er den lokale skoleinspektør, som heller ikke har holdt sig tilbage, og som gerne vil gøre politisk karriere - men der er lige en undersøgelse, han gerne skulle igennem.

Der er også solide hverdagsskildringer af fangere og af isolationen, som især mærkes, når heliporten må lukke, og al forbindelse til omverdenen er afbrudt. Med resignation må de syge acceptere situationen, og sygeplejersken må yde en hjælp, han slet ikke er uddannet til.

Historien om den lille, aldrig udvoksede Eleonora, hvis bedstemor vil have, at hun skal gøre hende til oldemor, er rørende: Hun ved noget i al sin naivitet og uskyld, og hun gør sin pligt, da en lufthavnsarbejder inviterer hende hjem til sig.

Men der er også sammenstød mellem den lokale befolknings holdning til moderne mekanik og traditionen. Latrinen tømmes normalt med hundeslæde, men så får man stillet en trackmaster til disposition - og da man kører ud på isen med den, går den til bunds til lufthavnschefen forbitrelse: Nu bliver han til grin opad i systemet. Masteren skal trækkes op, men det mislykkes, så man fortsætter med hundeslæden til almindelig tilfredshed. Jo, en omstilling er vanskelig.

Man sidder efter læsningen tilbage med indtrykket af et liv uden formål - man er, og så ikke mere. Man indretter sig efter naturen, kryber inden døre i stormvejr og spiller kort eller ser tyske film, for de er billigst.

Kim Leine er loyal over for bygden og dens mennesker. Han skildrer en triviel, ganske udsigtsløs hverdag og menneskenes voldsomme stemningsskift under årstidernes vekslen i en rolig, klar og anskuelig stil med sans for enkelthederne og med fornemmelse for udsynet.